 |
Interview med en af de unge - en 17 årig pige, Svetlana G. Ivankovic
Det var hendes anbringelse nr. 9 – og hun var på det tidspunkt fjorten år.
Første gang var hun ni.
Hun siger, at hun i sin tid blev anbragt, fordi hun var ustyrlig og havde slået en tand ud på moderen. Men hun passede heller ikke skolen. Siger, at hun nok var en ustyrlig og aggressiv møgunge – men tilføjer også, at hun syntes, at moderen ville bestemme alt. – Hendes forældre var blevet skilt umiddelbart efter hendes fødsel. Hun har 5 søskende, heraf er de 4 halvsøskende.
Ud over Gl. Krogaard så er der kun et sted hun har været glad for. Der var hun i et kvart år. Men hendes kommune kunne ikke godkende dem. Man mente ikke, at de var kvalificerede og professionelle nok.
Derfor kom hun til Gl. Krogaard. – ”Frivilligt anbragt – men man har jo intet valg”.
Det var i 2004.
Hun var den første af de unge.
Stedet var lige åbnet.
Hun fortæller: Der var meget tomt – der gik en måned, før den næste kom. Men jeg fik lov til at bestemme meget. Jeg var med ude at købe ind – malede værelser – og deltog i indretningen af stedet. Det er altså godt at få lov til at være medbestemmende.
Vi har for øvrigt også lige fået lavet et aktivitetsrum… - det har vi ønsket og altså haft indflydelse på. – Ja, jeg er jo flyttet på værelse i nabobyen; men det er jo her jeg hører til… I perioder kommer jeg her meget. Og i dag er der så rodet derhjemme… Jeg og min kæreste havde gæster.
Om jeg også blev anbragt, fordi jeg tog stoffer…?
Nej, det prøvede jeg først efter, at jeg kom her!! Man bliver jo nemt udsat for et gruppepres; men efter at jeg fik et blackout, så er jeg altså blevet bange for dét der hash. Og personalet er også blevet meget dygtigere til at holde øje med det…
Er du stadigvæk aggressiv og ustyrlig?
Nej, jeg har lært meget her. Især af Jan, selv om han også godt kan tænde af. Du skulle bare se ham!
Jeg lærte også meget af voldsdommen. Jeg fik jo et års betinget dom for at have truet og skubbet sagsbehandleren over i en radiator.
Men jeg har ikke været aggressiv i et år – og det er jeg faktisk stolt af.
Desværre kan jeg ikke blive handicaphjælper. Der skal gå 10 år inden man kan dispensere fra dommen og komme i uddannelse.
Så jeg skal være bænkebider!
Bare sidde.
Jeg aner jo ikke, hvad jeg kan og må. Jeg gider sgu heller ikke arbejde til de få kroner, som jeg kan tjene. Nu bliver jeg snart 18, så bliver det endnu sværere at få job.
Hvad synes du ellers om stedet, Gl. Krogaard?
Det var godt, at der kom en skole. Man kan jo ikke bare gå her – det bliver for kedeligt.
Det er også godt, at der nu er så mange mennesker – jeg har lært en masse nye folk at kende.
Det at se de andre få det godt kan også være en hjælp – at dét kan lade sig gøre!
Man lærer altså meget på Krogaard, hvis man vil.
Der har godt nok været stor udskiftning i personalegruppen – måske har Jan været for hurtig til at ansætte folk…
Jeg synes også, der er for få fælles aktiviteter.
Der kunne f. eks. godt være en sommertur.
Der har bare været vores tur til Portugal i 2004. I maj, der hvor der var EM i fodbold…
Det er den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft.
Det er altså en god måde at komme til at lære hinanden at kende på.
Ærgerligt at Jan ikke var med.
Der mangler simpelthen nogle fælles aktiviteter, hvor han er med. Det skal ikke alene være nede i båden, som jo er hans. Det skal være noget, hvor han ikke bare føler sig hjemme.
Men han har så travlt med alt muligt. Han har ikke en gang tid til at sidde. Og så taler han altid så meget i telefon. Har du lagt mærke til, at han altid har morgenhår?
Men… han har godt nok betydet meget for mig.
Han er den eneste mand med så stort et hjerte… Han kan bære så meget.
Her går samtalen over i småsludren og munterhed.
Ja, forinden havde jeg også hørt om hendes afbrudte arbejdsforhold – og om hvor åndssvage de var.
Jeg spørger til sidst for at runde af:
Hvad så – skal vi slutte? - Skal du for øvrigt med på skitur…
Nej, det skal jeg sgu ikke.
At dø på en skitur – det er noget af det frygteligste, jeg kan forestille mig.
Tænk sig at blive begravet i sne eller at fryse ihjel – det må være det allerværste.
Det vil jeg i hvert fald ikke…
|
|
